Hvad er du taknemmelig for i dag?

Buddha taknemmelighedHvad er du taknemmelig for i dag? 

At sige TAK er en stærk handling, der bringer glæde og giver god energi både til dig selv og dine omgivelser. Taknemmelighed fører nemlig til, at du får mere at føle dig taknemmelig over. Det, du sender ud, får du tilbage. Det, du giver din opmærksomhed, vokser, så du får mere af det i dit liv. 

Taknemmelighed er noget, du vælger. At være taknemmelig er en positiv livsindstilling, der skaber øget velvære, optimisme, selvværd og glæde. Det er ikke muligt at være negativ samtidig med, at du føler taknemmelighed. Det er en positiv energi, der generer mere positiv energi og skaber positive resultater. 

I dag er jeg taknemmelig for, at jeg laver det, jeg elsker. Skrive, workshops, foredrag, 1:1 sessioner og meget andet spændende. Jeg tænker med stor taknemmelighed tilbage på Helbred dit Liv Workshop i San Diego og min certificering, så jeg nu er Heal Your Life® Teacher. Jeg glæder mig over, at jeg faldt over den bog, jeg har brug for at læse, på min bogreol. Jeg er taknemmelig for, at jeg har en uudtømmelig liste over alt det, jeg er taknemmelig for.

Bliv opmærksom på alle de ting – store og små, som du er taknemmelig for. Skriv det ned i din dagbog eller skriv det i dine noter på telefonen. Du kan også skrive i din kalender hver eneste dag, hvad du er taknemmelig for den dag. Du kan lave en taknemmelighedsliste på almindeligt papir. Skriv tallene fra 1 til 100 på hver sin linje og brug de næste par uger på at fylde de 100 punkter ud med alt det, som du er taknemmelig for. Når den er udfyldt, kan du tage den frem en gang imellem og glæde dig over dit liv. Du kan lave så mange taknemmelighedslister, som du vil. Jo flere, jo bedre. God fornøjelse!

Vær taknemmelig for det du har, og du vil ende med at få mere. Hvis du fokuserer på det, du ikke har, ender du med aldrig nogensinde at have nok.

– Oprah Winfrey

Permanent link til denne artikel: https://www.annettefredskov.dk/2014/10/hvad-er-du-taknemmelig-for-i-dag/